Profeten Esajas kommer med så smuk og stærk en profeti i den første af de bibelske læsninger til anden søndag i advent.
Profeten Esajas taler om, at der skal skyde en kvist fra Isajs stub. Var stubben en pil ved jeg, at det kan ske, men ellers, så er det vel så som så, hvad der kan komme fra en stub. Stubben står der og rådner på, er på vej til at formulde og gå til. Stubben er kun resterne, der står tilbage, efter at træet faldt for øksen, motorsaven eller vinden. Men det kan ske, siger profeten Esajas, ja det skal ske. Ud af det, som ingenting er, skal der vokse en gren. Isajs stub skal skyde en kvist.
¤
Nu siger profeten Esajas intet om, hvad slags træ, stubben er. En eg, en bøg, en ceder eller hvad kan det være? Stubben har dog alligevel navn, det er Isajs stub.
Hvem var så Isaj.? Det var kong Davids far, og stubben er således at forstå som en slags slægtstræ over en kongefamilie, som var. Det, som skulle have været så smukt et slægtstræ, med talrige generationer af grene og kviste, er imidlertid blevet en stub, et faldent og afskåret træ. Det er fortællingen om et kongerige, som forsvandt, og om et folk og en verden som i dag i fare for at blive reduceret til et samfund af enkeltindivider, hvor det enkelte menneske kun kæmper for sit eget. Og hvor sammenhængen og fremtiden synes væk.
¤
Her er det imidlertid midt i al denne håbløshed af forfald, krig og menneskelig ensom, at profeten Esajas siger: Hør, Isajs stub skal skyde en kvist.
Det er adventsord, der varsler jul og Jesu fødsel. Isajs slægt skal blomstre på ny, en arving skal fødes: Messias, Kristus
Esajas ord om Messias, Kristi komme, er fulde af håb, om at voldsmænd ikke længere skal vinde noget ved deres ødelæggelse og krig. Fredens fyrste kommer til verden og får dem til at sænke hænderne og slipper deres våben.
Esajas ord er fulde af håb om, at den uretfærdige skal sættes på plads af Guds retfærdighed.
Esajas ord er fulde af håb for alle..
Det er håb, om at vi her i vores skrøbelige verden og liv må blive mødt af Guds ånd, som er visdoms og indsigts ånd, en ånd af retfærdighed, godhed og fred. En ånd af mildhed, som opbygger den svage, og en ånd af styrke, som ser gennem det ydre, og slår hårdt ned på vores uretfærdige og onde handlinger mod andre.
Og til sidst giver Esajas ligefrem et billede af den fred, som skal komme. Han siger:
Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed.
Gud hjælpe os til at det må ske. Lær os at være tålmodige samtidigt med, at vi lever i forventningen om, at Guds komme er nær. Hjælp os med at holde dit lys frem. Det ske i Jesu navn – Amen.