I den gammeltestamentlige salme til skærtorsdag hører vi disse eksistentielt stærke og vedkommende vers: 

”Dødens bånd omgav mig, dødsrigets trængsler ramte mig, jeg fandt kun nød og elendighed. Da påkaldte jeg Herrens navn: Ak, Herre, red mit liv! Herren er nådig og retfærdig, vor Gud er barmhjertig; Herren vogter de uerfarne, jeg var hjælpeløs, men han frelste mig. Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig. Du har reddet mit liv fra døden, mine øjne fra at græde og min fod fra at snuble. Jeg kan vandre for Herrens ansigt i de levendes land.”

Den sidste sætning står i en ældre oversættelse over udgangen i en af Ribe stifts kirker. Det er i Thorsminde kirke tæt på Vesterhavet. 

”Jeg kan vandre for Herrens åsyn ud i de levendes land”. Et vidunderligt håbefuld vers, som understreger det mod, den glæde, den trøst og det håb, med hvilken man kan rejse sig fra kirkebænken efter orglets postludium og gå ud i hverdagen bag klitterne.

¤

Hvad slog mig i den gammeltestamentlige salme, som vi hører i dag skærtorsdag, er imidlertid den megen tale om død, nød og elendighed. 

Ordene om at kunne gå ud i de levendes land falder på baggrund af en dyb følelse af hjælpeløshed. 

Den tidligere professor i religionshistorie Hans Jørgen Lundager-Jensen skriver i sin lille bog i serien Kristendommen ifølge… om det særlige måltid, som nadveren er.

Det er jo egentlig så lidt vi får i nadveren, sådan rent fysisk, nogle dråber vin og et lille stump brød. Men det er der en pointe i, skriver Lundager-Jensen: ”Dette måltid, som ikke er et måltid, med et fællesskab, som ikke er et fællesskab, er hele pointen.” For dette måltid er anderledes end alle andre måltidet og jeg citerer igen Lundager Jensen: ”Fordi det i kirken også drejer sig om noget andet og mere, noget der ligger ud over det gode, jordiske liv” og den død, som ligger imellem. 

Nadveren er: ”der, hvor den vover at iscenesætte gudstjenestedeltagerens egen død. De kristne er dem, der har nerver til at vedstå, at de skal dø. De kristne vil ligesom alle andre helst ikke så gerne tænke på det. Men når de så deltager i en gudstjeneste, har de stamina til at lade sig blive mindet om det ”.

Denne forståelse af nadveren forekommer mig at føje et vigtigt aspekt til det, som jeg altid har fundet så væsentlig i nadveren, at her kan vi mødes ven og fjende, ved det samme bord. Her får vi del i et større fællesskab end det måltid vi samles om i eget hjem, men vi får også – er det aspekt, som nu betones - samtidig mod til at gå ud i det gudskabte levende land med vores skrøbelige liv hver især.

Amen