Ordet er blevet kød, siger evangelisten Johannes. Dvs. Gud er blevet menneske i kød og blod. Det er julens mysterium: Ordet er blevet kød. Jesus er født julenat.
¤
Sproget har sine begrænsninger, men det sker, at bogstaver og ord kan forme noget helt særligt, udtrykke noget fundamentalt væsentligt, og da ligefrem blive et magisk instrument.
Sådan er det med Johannesprologen, som er evangelisten Johannes måde at formulere julens fortælling på og udtrykke betydningen af Jesu fødsel.
¤
Tænk sig at kunne se det, evangelisten Johannes så, da han formulerede denne indledning til sit evangelium.
Han ser Jesu fødsel som en ny skabelse og et nybrud. Julen er en begivenhed, som viser, hvordan mørket ikke kan få bugt med lyset; at krig og vold ikke skal få det sidste ord.
Sandheden er, fortæller julen os, at størst af alt er kærligheden.
¤
Det med at tale om sprogets mulighed og at sproget kan være eller blive et magisk instrument, har jeg egentlig lånt fra den græske digter Odesseus Elytis, som i sin tale i forbindelse med overrækkelsen af Nobels litteratur tilbage i 1979 netop betegnede sproget, trods alle dets begrænsninger, som et magisk instrument. Ord kan gøre en forskel, vække, inspirere forny.
¤
Julens billeddannelse bliver om noget udvidet med evangelisten Johannes ord.
Evangelisten Lukas – hvis beretning, vi hørte i går - åbner for den nære verden. Det er fortællingen om hyrderne på marken.
Evangelisten Matthæus vider historien ud ved at fortælle om de vise mænd langvejsfra, der søger og leder på nattehimlen.
Med Lukas og Matthæus bliver det således tydeligt at Jesu fødsel angår såvel nær som fjern, ja at budskabet er for den hele verden, sådan som englene også sang det julenat.
Hvad evangelisten Johannes nu bidrager med er, at julen bliver sat ind i en kosmisk fortælling. Johannes forbinder Jesu fødsel med altings begyndelse, med skabelsesberetningen, og han ser i det lys også en kamp mellem skabelse og kaos, mellem lys og mørke. En kamp, som altid vil ende med lysets sejr.
Julens lys er et lys i Betlehem, et lys i vintermørket, men det er altså også skabelsen af en ny verden, en ny tid.
Der var buddene i Det gamle Testamente, som var hugget i stentavler, og der var profeter, som havde slugt Guds bøger og kunne tale hans ord, vilje og kærlighed frem, men julenat er et nybrud for så vidt, vi nu lærer Gud at kende i det lille barn i krybben i Betlehem.
Det er ham, der skal tale lyset frem. Det er ham, som forkynder Guds riges nærhed og åbner paradis. Med andre ord, han er den, der virkeliggør i kød og blod Guds nærhed og som skaber forsoning. Det er i ham, vi møder håbet.
Betydning af Guds storhed ligger således ikke i hans evne til at vælte træer og tordne, men Guds storhed er hans vilje til at ville være os nær, bringe sit ord ind i alle kroge, selv i krybbe og i stald.
Så, som vi kan synge i Paul Gerhardts salme Hjerte, løft din glædes vinger: ”Priser, … hvor I bygge/ det Guds Ord/ som til jord/ kom med liv og lykke ( DDS 114,6).
Glædelig jul