Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyheder fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

5. søndag efter påske

Vi går virkelig ikke alene

Apostlen Paulus har for mig at se en formulering i epistellæsningen til i dag 5. søndag efter påsken, som smukt samler, hvad påsken giver os med i livet.

Apostlen Paulus skriver i sit brev til menigheden i Rom først om det håb, vi er givet i Gud og hans opstandelse, i evangeliet.

Og Paulus klargør dernæst, hvordan dette håb altid rummer mere end det vi ser; at håbet altid retter sig mod og andet og mere end den situation, vi står i. Håbet er knyttet til en forventning til det, der sker, men håbets realisering er samtidig noget vi ikke selv kan styre ske.

Efter disse ord, denne tale om håb, kommer så sætningen, som for mig at se, er helt afgørende. Paulus skriver: ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed”.

¤

”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed”.

Vores skrøbelighed, menneskets skrøbelighed, er ikke til at komme udenom. Skrøbeligheden mærker vi dagligt og ser vi udfolde sig i det, der sker, i vores handlinger, i alt det vi gør mod hinanden.

Det græske ord, vi oversætter med ”skrøbelighed”, rummer egentlig en ret bred betydningssfære. Skrøbelighed er ”at være kraftesløs”, ”at være svag” og ”at være syg”.  Det græske ord kan både betegne legemlig svaghed som gælde enhver form for skrøbelighed, som det at føle sig uformående og utilstrækkelig, frygtsom og svag i troen.

Er det realiteten, også nu efter Jesu død og opstandelse, at vi er skrøbelige, så kommer Ånden dog nu og altid os til hjælp i vores skrøbelighed.

¤

”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed”. Den ånd Paulus her taler om, er Helligånden, hvis komme vi fejrer her til pinse.

Om fjorten dage skal vi høre om Helligåndens komme i fortællingen i Apostlenes gerninger, om hvordan den kom med tunger af ild og indgød mod og handlekraft i ellers uformående disciple, der havde gemt sig indendøre af frygt for deres omverden.

Helligånden, når Paulus, skriver til sine tilhørere, at den kommer os til hjælp i vores skrøbelighed, så siger han dermed, at Guds kraft og ånd fortsat er nærværende hos os. Vi er ikke overladt til os selv.

Måden Paulus skriver det på, sætningskonstruktionen, ligefrem understreger kontinuiteten, ja det fortsatte følgeskab af Gud hos os. Jeg tænker på begyndelsen af sætningen, at Paulus indleder sætningen med et ”Og ” og et ”også”. Det er som vil han understrege, at Guds Ånd var her både i går, i dagene, som var, og i nuet og i den fremtid, vi ser ind i. Vi går virkelig ikke alene, er her sammen med Guds Ånd.

Må Guds Ånd, kærligheds og sandheds Ånd, komme os til hjælp i vores skrøbelighed.

I Jesu navn. Amen

 
Skjern Provsti, Fredensgade 9, 6900 Skjern. Tlf. 51 96 08 30, Email: skjern.provsti(at)km.dk
CVR nr.: 21253642 - EAN nr.: 5798000856653