”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” 

Jeg holder meget af denne opfordring og formaning fra apostlen Paulus. Ordene hører vi i dag i epistlen til 4.søndag i advent.  

”Glæd dig!” er en bydeform, og det, at Paulus også gentager denne formaning, forstærker blot fordringen: ”Du skal glæde dig!”

Men kan vi det? Og er der ikke noget modsætningsfyldt ved at tro, at glæden sådan kan fordres af os? Det forekommer i alt fald mig svært at glæde mig på kommando.

¤

”Glæd dig!” kan naturligvis ses som udtryk for, at der er så meget, som byder glæden trods: 

Livet er fyldt af genvordigheder og farer, og ormen gnaver forbandet vedholdende i os, hvad undergraver glæden i sind og krop. Derfor opfordringen: Husk, du skal glæde dig!

Bydeformen: ”Glæd dig!” hører jeg imidlertid som andet og mere end en fordring til os om at se lyst på fremtiden. Paulus ord rummer mere end det, at vi skal være optimister på trods al verdens ulykker og uro.

Ordene skal ses i den videre sammenhæng i Paulus brev.

Paulus skriver efterfølgende, at vi skal glæde os, fordi ”Herren er nær”. Glæden har således sin grund, og vel og mærke en anden og dybere grund end det, der bor i mennesket selv.

Det er Guds komme, Guds nærhed, som føder glæden og som sætter menneskets bekymringer i relief. 

Det er Guds nærhed, som gør, at Paulus med stor ligefremhed kan skrive, at fordi Herren er nær, så skal du glæde dig. Vær ikke bekymrede for noget. Ret i stedet dit blik mod Gud. Tal med ham, bed og sig tak. 

Og som Paulus slutter det uddrag, som hører denne adventssøndag til: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

¤

Hvad adventstiden kan lære os, denne ventetid til jul, er at vente det bedste, at forstå og erfare vores liv i lyset af Guds komme.

Det sker ved, at vi fokuserer på andet end os selv. Jeg ved godt, det sikkert lyder banalt, men når man venter, så venter man jo på nogen eller noget, som ikke er en selv. 

Og denne venten – skal det tilføjes - er ret forstået ikke kun noget passivt.  

Disse erfaringer spejler sig også i denne søndags bibelske læsninger:

Når det i dag hos profeten Esajas lyder med stor poetisk kraft:  ”Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene”, så rummer de ord glæden ved håbet om fredens og befrielsens komme. 

Og når det i evangeliet til denne søndag, hvor Johannes Døberen understreger, at han varsler den, som kommer, så bærer denne budbringer også glæden og forventningen frem om, at noget godt og stort er i vente.  

Kom jul, kom snart!

Glædelig advent

Amen