”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge”. De ord er at finde i dag i epistlen fra Jakobsbrevet.
Det gode kommer ovenfra, skriver brevskriveren. Og forfatteren tænker på Gud. Han associerer, tænker jeg, til regnen som det gode, der væder jorden, og til solen som med sin varme er med til at skabe liv.
¤
Det gode kommer ovenfra. Sandt nok! Dertil kommer, at når man siger, at det gode kommer ovenfra, så kommer det andet sted fra.
”Ovenfra” betyder altså, at mennesket bliver sat på plads. Det gode er ikke i os, men i det, som møder os: Guds kærlighed og nåde. Alt, hvad er godt og fuldkomment, det kommer til os.
”Ovenfra” understreger således, hvor afhængige vi er af de relationer, vi indgår i. Vi skal, er den underliggende formaning, ikke fortabe os i os selv.
Vi er del af noget større: Her findes både himmel og jord, Gud og menneske. Ånd og støv.
¤
Pointen er klar, men der er vel i kristendommen netop andet og mere at sige end, at alle gode og fuldkomne gaver kommer ovenfra?
Gud, vores himmelske far, lod sin søn føde på jord. Men Jesus, efter hans død og begravelse, trådte ud af gravhulen og ud i gravhaven. Han gik omkring her på jord, talte og helbredte, var tilstede.
Sagt på en anden måde: Guds nåde møder os i det horisontale. Godheden i det konkret møde.
Jesu død og opstandelse fra de døde er nok at betragte som gaver ovenfra, fra Gud, men den forsoning og det håb, Jesus bringer os, finder sted her og er noget stadigt levende og nærværende på jorden.
¤
Jakobs tale om, at alle gode gaver kommer ovenfra fra Gud, som han beskriver som uforanderlig og poetisk med formuleringen: Gud hos ” hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge” er således ikke udtømmende.
Gud er også til stede midt i blandt os, i en verden fuld af bevægelse og relationer.
Gør Jesus billedet af Gud mere tydeligt og klart, så betyder det også, at billedet af mennesket bliver mere nuanceret.
Gud i det horisontale betyder, at vi ikke kan nøjes med en mekanisk forståelse af menneskets liv, eller en biologistisk. Med Gud som følgesvend, sådan som det skete for de to disciple på vejen til Emmaus, må mennesket også ses i lyset af Guds kærlighed og nåde, ja som Guds aldrig glemte og altid elskede væsener.
Giv os at leve ud af den kærlighed.
I Jesu navn
Amen