Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyheder fra Ribe Stift

 

Nyheder fra Ribe Stift

Prædikener

2. juledag

Lille barn,
Gud af Gud, lys af lys,
født i verdens mørke
vi beder dig:
Tag vores hænder væk,
når vi holder os for ørerne
og ikke vil høre hvad du siger.
Dæmp den vrede som fylder os.
Den efterlader vores huse rungende tomme
og lægger vores næstes liv øde.>
Overlad os ikke til os selv,
men saml os under dine vingers skygge,
hvor mørket er lyst
og glæden har magt,
du som er fra evighed til evighed.
Amen.

Kontrasten er så stor mellem de sidste par dages læsninger og så de, vi hører i dag. Jul med nyfødt barn, krybbe og stald. Jul som budskab om nyt liv og om ord, der ikke kun er på afstand, men bliver kød og blod.

Flokken, der stener Stefanus. Deres indædte vrede, som gør dem til en hob, en destruktiv masse. Hvorfor denne vrede, som også findes eller kan vækkes i os mennesker.

Vold, mord og ødelæggelse findes i verden. Mennesket er destruktivt, og de lidelser, som vi kan påføre andre mennesker, er mange og store.

¤

En hændelse, som jeg har haft svær ved at slippe den sidste tid, var et skoleskyderi, som fandt sted i USA tidligt i december måned.

En ung mand, en teenager, havde lige fået et skydevåben af sine forældre, og han tog skydevåbnet med i skole og skød fire elever og sårede syv, inden han overgav sig. En lærer på skolen havde set faresignaler, og der havde været samtale mellem lærer og forældre og elev. Men forældrene tog ikke ansvar for sønnen, og han begik forbrydelsen.

Den unge mand havde tydeligvis planlagt skyderierne forinden. Han vidste, hvad han gjorde. Han havde tegnet det, han ville gøre, tegnet en blødende mand og sat en smiley på papiret. Ud over den villede vold, havde han så også skrevet på en note: ”Mit liv er uden mening(useless)” og ”verden er død”.

Jeg ønsker hverken at udstille drengen eller hans forældre. Det er domstolenes opgave at dømme ham  - han vil få sin dom - og også evt. hans forældres manglende opmærksomhed og deres våbenkøb til ham vil de blive straffet for.

Jeg ønsker heller ikke at psykologisere over drengens adfærd eller forstå hans motiver, undskylde ham. Hans handling er ond, en forbrydelse, som ikke blot har betydet død for fire unge men også vil bæres som ar og sår for mange gennem resten af deres liv. Drengens handling var ren ondskab.

Men der er alligevel noget i den unge mands to sætninger, om livets meningsløshed og hans opfattelse af verden som død, som giver stof til eftertanke og ikke mindst kræver vores opmærksomhed og en stadig modsigelse, en modsigelse, som vi kan finde ord for i evangeliet og i julens budskab.

Verden er ikke død, uanset hvor destruktive vi mennesker kan være og hvor meget vreden end kan vokse i os. Vi kan føle os alene i verden, isolerede og vi kan måske hverken finde hoved eller hale i tilværelsen eller finde vej i livet.

Men verden er levende, og du har ingen ret til at ødelægge livet for andre. Tværtimod, du er fordret at elske og værne om din næste.

Og hør Jesu ord i dag i evangeliet båret af netop den ånd. Hans vrede er ikke destruktiv, men rummer en appel om at følge ham og forlade menneskets egen destruktive vej.

Verden er ikke tom og øde, så lad ikke mørket sænke sig over dig. Guds egen søn er født på jord, himmel og jord er forbundet, og han går med os på både i de grønne enge som gennem askedyngerne. Amen.

 
Skjern Provsti, Fredensgade 9, 6900 Skjern. Tlf. 51 96 08 30, Email: skjern.provsti(at)km.dk
CVR nr.: 21253642 - EAN nr.: 5798000856653