Den menneskelige verden er ikke Gud fremmed, for han har jo selv skabt den, jorden, havet og lærkens sang, ja alt, som lever og ånder her; alligevel er der en fremmedhed mellem os og Gud, hvorfor salmisten i den gammeltestamentlige salme i dag må understrege i et opgør med menneskets egne gudsbilleder, at Gud er i himlen og Gud gør, hvad han vil. 

Jeres egne gudebilleder kan måske nok se ud af noget, konstaterer den gammeltestamentlige salmedigter, men tale kan de ikke, hverken lugte, føle eller gå.

¤

Gud er en nærværende og personlig kraft, som kan både sanse og handle. 

Det lyder paradoksalt, for det med at sanse og virke skulle man ellers umiddelbart tro var et karakteristika netop hos os mennesker modsat Gud, der i sin almagtshimmel unddrager sig det, vi kan forestille os. Men sådan er det ikke. 

Salmisten understreger derimod med kritisk brod, at hvad vi mennesker udtænker og skaber, mister let sanselighed. Det menneskelig går tabt, når vi dyrker egne guder. Det bliver oftest så stumt og goldt, hvad vi mennesker skaber, når vi forlader os på vores egne selvskabte guder, hvad enten det er penge eller en selvgjort ideologi. 

Mennesket glemmer da både sin skaber og sin næste.

¤

Med denne kritik in mente, kan vi i stedet vælge, som Paulus formulerer det til menigheden i Korinth, at gå i åndens tjeneste, dvs. forstå os som ikke blot skabte, men som skabninger, Gud fortsat møder i vores nød, og som mennesker, der fordres at værne om og hjælpe vores næste.

Vi mennesker er således fortsat formbare, trods vores stivhed. Der er håb.

Vi kan stadigvæk håbe på, at vores fødder må styrkes, at vores hoved, krop og sjæl må kunne sanse andet end os selv.

Ja, sådan som det skete for den døvstumme mand i evangeliet i dag, til hvem Jesus sagde ”Luk dig op”.

Det håb er vi givet,

Amen