Teologistuderende på sommerpraktik i Ringkøbing og Skjern provsti
Denne sommer har syv teologistuderende fra Aarhus og Københavns Universitet haft muligheden for at få et unikt indblik i præstens hverdag under årets sommerpraktik. Praktikken, der løb fra mandag til søndag i uge 33, havde i år dobbelt værtskab, da Ringkøbing og Skjern Provsti i fællesskab tog imod de studerende. Formålet var at give dem praktisk erfaring og en forståelse for de mange facetter af præstegerningen.
Velkomst og indkvartering
Sommerpraktikken startede mandag eftermiddag med velkomst i Ringkøbing Kirkehus, hvor de studerende blev introduceret til programmet og deres praktikværter. Efterfølgende blev de transporteret til deres respektive logi, som enten bestod af private værelser hos praktikpræsterne eller i et sommerhus, som provstierne havde lejet. Her fik de studerende mulighed for at bosætte sig og handle ind, inden praktikken for alvor gik i gang.
Fagligt og åndeligt indhold
Ugen bød på et varieret og dybdegående program. Tirsdag begyndte med et besøg i Ringkøbing Arrest, hvor arresthuspræst Inge-Dorthe Kaasgaard introducerede de studerende til arbejdet som fængselspræst. Dette gav et stærkt indblik i en anderledes del af præstearbejdet.
Senere på ugen blev de studerende også introduceret til hospicearbejdet ved Anker Fjord Hospice. Hospicepræst Heidi S. Nielsen førte dem ind i de følsomme samtaler og opgaver, der følger med arbejdet med døende og deres familier. Udover den faglige indføring blev der også tid til frokost på hospice, hvor de studerende kunne udveksle erfaringer og refleksioner.
Kulturelle og sociale oplevelser
Udover det faglige fokus var der også plads til kulturelle oplevelser og fællesskab. Ringkøbing-Skjern kommune stod for tirsdagens eftermiddagsprogram og her fik de studerende virkeligt en særbehandling. En rundvisning i Kaj Munks Præstegård, spisning af alt godt fra det vestjyske køkken og lokale specialiteter og solen blev sunget ned ved Lyngvig Fyr.
Praktikant-prædikener og evaluering
Som afslutning på ugen fik de studerende mulighed for at afprøve deres egne prædikener ved gudstjenesterne i forskellige kirker i området søndag formiddag. Herefter samledes de til frokost og evaluering med deres respektive praktikpræster.
Afslutningen på sommerpraktikken blev markeret med en fælles cyklende gudstjeneste, som endte ved Væggerskilde Kirke. Her blev der fortalt om altertavlen, sunget og drukket kaffe, inden de studerende blev transporteret til Herning Banegård og vendte hjem efter en lærerig og oplevelsesrig uge.
Fremtidige præster på nye eventyr
Vi håber, at denne sommerpraktik har givet de teologistuderende en dybere forståelse for, hvad det vil sige at være præst i forskellige kontekster - fra fængsel og hospice til sogneliv og bispebesøg. Samt at præstegerningen i det såkaldte 'udkantsdanmark' ikke krævede hverken gummistøvler eller manualer i jysk dialekt – der var faktisk masser af smil og samhørighed.
Med en uge fyldt med indtryk, fællesskab og spændende indblik i præstearbejdet håber vi selvfølgelig, at de har fået smag for det lokale liv og kunne se sig selv vende tilbage som præster i vores smukke provstier, når deres studier er fuldendt.