Kassia er navnet på en salmedigter og komponist, som levede i det 9. århundrede i det byzantinske rige. Hun kom fra hoffet i Konstantinopel, var veluddannet og blev lovprist for sin viden. Hun blev nonne og grundlagde sit eget kloster. Kassia har skrevet en af de mest kendte salmer, i genren en ”sticheron”, et liturgisk prosadigt, over beretningen i evangeliet til denne søndag.
Kassias salme er en gendigtning af evangeliet i dag, fortællingen om den syndige kvinde, som kommer til farisæerens hus med sin alabasterkrukke og salver Jesu fødder. På dansk tog salmedigteren Grundtvig livtag med den gamle græske salme og skabte salmen Med sin alabasterkrukke (DDS 151). Han lagde dermed et ekstra lag på den fortolkning, som fortsat finder sted af evangeliernes beretninger.
Umiddelbart forekommer fortællingen om kvinden med alabasterkrukken mig en kende for følelsesfuld. Billedet af kvinden, der med sine tårer væder Jesu fødder, kysser dem og med sit hår tørrer dem, er temmelig sentimentalt. Bedre er det ikke med Grundtvigs gendigtning, hvor han lægger til, at denne kvinde rødmer, og at hendes tårer er så mange, at de ligefrem kan beskrives som tårestrømme, der oversvømmer Herrens fødder.
Vi skal imidlertid ikke lade evangelisters og salmedigteres i dette tilfælde hang til sentimentalisering dække over de centrale pointer i evangeliet, nemlig det håb om vores synders forladelse, som Jesus så tydeligt taler frem med sine ord til denne kvinde, idet han siger til hende: ”Dine synder er tilgivet… Din tro har frelst dig! Gå bort med fred!”
Se dig selv i kvinden med alabasterkrukken og gør som hende!
Vores identifikation med denne kvinde bliver hjulpet på vej af, hun ikke optræder med noget navn. I kirkens historie har man netop i østkirken holdt fast i hendes anonymitet, mens man i vestkirken allerede med Gregor den Store identificerede hende med Maria Magdelene. Der er imidlertid en stærk pointe i, at hun er navnløs og at vi ikke ved hvem, hun var. Denne anonymitet er ikke udtryk for, at hun ingen er, tværtimod hendes navnløshed tjener til, at alle mennesker nu kan spejle sig i hende og se til hende.
Det har salmisten og komponisten Kassia i sin salme fra det 9. århundrede netop så stærkt et blik for. Hun knytter denne kvinde sammen med Adam og Eva, og sammenholder kvindens gråd med Adams og Evas uddrivelse af paradis til de livsvilkår og forhold, som er menneskets i dag. De tårer med hvilke kvinden væder Jesu fødder er da ikke udtryk for blot en rørelse i situationen, en følelse i nuet, men de berører al menneskelig lidelse og sorg. Tårestrømmen, som Grundtvig kalder den, er smerten over det exit fra paradis, mennesket lever lige her i denne verden, hvor død og ødelægge hærger. Kassia skriver således i sin salme: ”Græd over dine gerninger gjort i dag. Husk, hvordan du engang blev klædt af til skindet i Eden og smidt ud fra den evige glæde (fri egen oversættelse).
Mødet mellem kvinden med alabasterkrukken og Jesus er således et vigtigt billede på forholdet mellem og mødet mellem Gud og menneske:
Guds søn er blevet menneske midt i denne verden, så langt fra paradis. Den levende Gud er her og møder hende med tilgivelse og syndernes forladelse, forvandler hende fra at være synder til at være tilgivet og fri.
Kvindens salving af Jesus er så den lille handling, kan vel kaldes en form for lille skabelse, som rummer en opfordring til os om ikke blot nostalgisk at mindes paradis men også til at vende om og række ud efter Gud og vores næste
Gud hjælpe os deri