Jesu har mange hårde ord. ”I har ikke kendt jeres besøgelsestid”, siger han til dem i Jerusalem. Og Jesus jager også handelsfolkene ud af templet i den samme by. Alligevel hænger folk ved ham. Der er noget ved Jesu ord og nærvær, de ikke kan slippe. Han er værd at høre på, og han udviser en kraft, der får folk til at hænge på. Det er i alt fald det, vi hører her i evangelielæsningen fra Lukasevangeliet, idag 10.s.e.trinitatis.
¤
Det er nok lettest at følge lyse, lette og blide ord:
Det er godt og helt nødvendigt til stadighed at blive mindet om Guds kærlighed og nåde i en verden, hvor vold og mørke fortsat findes.
Og det er også godt og nødvendigt at høre det sagt til os igen og igen, at du skal elske din næste som dig selv.
Det er ligeledes godt at høre lignelsen om den barmhjertige samaritaner og lignelsen om ejeren som giver selv den, der kun har arbejdet lidt, tilstrækkeligt til dagen og vejen. Og det er godt at blive mindet om Guds generøsitet, hans barmhjertighed og godhed i lignelsen om manden, der inviterer ind til bryllup, inviterer revl og krat med. Sådan er Jesu forkyndelse også.
Men hvis vi ellers forstår, at de bibelske læsninger ikke kun er gamle fortællinger om en fortid, men virkeligt er eksistentielle fortællinger, så må vi også tage Jesu hårde ord til os og føle os ramt af hans bersærkergang på tempelpladsen.
”I har ikke kendt jeres besøgelsestid”, siger Jesus. Og det er jo sandt nok. Vi menneske fejler, glemmer og har ikke nok øje for vores næste. Ser vi Guds under i verden?
Jeg vil nok så undskylde mig med, at jeg kun er et menneske. Mit blik er begrænset og min hørelse er på retur. Og jeg vil gerne tilføje, at tiden kræver sit, og at jeg har så travlt med at forberede mig til det næste, så nuet, nærværet og glæden let forsvinder mellem fingrene på mig. Tiden æder mig op.
Men jeg ved godt, det er dårlige undskyldninger. Og godt da, at Jesus rusker op i os.
Og Jesu bersærkergang i templet har den også et ærinde ind i vores tid? Jeg forstår den som Jesu nødvendig handling. Han vil have os til at vågne op og fokusere på det centrale, nemlig betydningen af de ord, vi hører i læsningen fra Mosebøgerne i dag:
”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er en. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.”
Det er det, vi skal. Så enkel og så total er fordringen til os også i dag.
Selvfølgelig er vi optaget af at tjene til dagen og vejen. Selvfølgelig slår vi vores boder op og sælger det, vi sælge kan. Men penge er ikke alt, og vi må ikke glemme, at vi har et hjerte, en sjæl og at vores kræfter skal bruges til mere og andet end på os selv og vores eget.
Dermed ikke sagt, at vi elsker Gud ved at vælte verden med alle dens boder omkuld. Og konsekvensen er heller ikke den, at vi nu skal gå omkring med himmelvendte øjne og verdensfjerne. Tværtimod! For det at elske Gud, er jo netop udover at takke ham også at elske vores næste.
Og det er ikke bare let. Derfor er der netop brug for andet end lyse, lette og milde ord. Lad os bede:
Gud
Fader, Søn og helligånd
du som er i himlen og på jorden,
du træder ind i verden på det sted
hvor vi kun har øje for køb og salg
og sætter priskilte på håbet.
Vi takker dig
fordi du rusker op i os.
Vi beder dig:
hjælp os med mund og hjerte
at leve det ud som du har lagt i os
og styrk os i at leve efter det som tjener din fred,
du som er fra evighed til evighed
Amen